The Blue Van - Recording Club of 1996

The Blue Van ude med nyt album

På deres 8. studiealbum Recording Club of 96 bider Danmarks rockensemble, The Blue Van, fra sig og tager livtag med tidens store temaer. Albummets 12 skæringer afspejler således den verden, vi har foran os i 2026. Som Nina Simone sagde: “Reflect the times” et mantra som bandet har forfulgt i skabelsen af deres nye album, der også markerer deres egen 30-årige historie sammen.

Albummet byder på alt fra kærlighedssange til friheden (KYLO), til kampen mod unge mænds voksende misogyni (Some Boys), til hyldesten af den smukke diversitet, der hersker blandt mennesker – og ikke mindst deres ret til frit at showcase deres kønsidentitet (Beautiful Human) – til personlige historier om tab, misbrug og kærlighed (Real Gone, Missed Calls, Hold Me).

Samtidig afspejler albummet også historien om fire barndomskammerater, der er gået gennem ild og vand sammen. Og for dem er det at lave en plade ikke bare at være i studiet og skabe den bedst mulige musik. Det handler i ligeså høj grad om at være sammen, joke, hygge – og drømme stort.
Af samme grund er pladen hovedsageligt blevet til i et af Danmarks mest legendariske studier, Farvemøllen, i Københavns Nordvestkvarter – produceret af deres mangeårige ven og samarbejdspartner Mads Mølgaard Helbæk. Et studie, som siden 1960’erne har produceret de forskellige årtiers toneangivende kunstnere – fra John Mogensen til Ulige Numre. Og et studio, som ved nytår måtte dreje nøglen om som et af de sidste tilbageværende soniske fyrtårne i dansk musikhistorie. Om tilblivelsen af albummet udtaler forsanger Steffen Westmark:

“Vi laver aldrig bare en plade. Du prøver jo altid at ramme tættere på midten af skiven, hver gang du prøver på at sætte den vision fri, der rumsterer i hovedet – fra det første spadestik til den færdige indspilning. Musikalsk og lyrisk bliver der aldrig klasket noget sammen, og selvom rocketiketten er ved at være et udvandet fænomen, prøver vi altid at finde de sidste variationer og krumspring, der ligger i hjørnerne. Specielt lyrisk har jeg altid søgt at ramme mig selv, men bestemt også hvem end, der har haft lyst til at lytte – med en velskrevet tekst, der er en kommentar til den verden, vi er viklet ind i.”

Albummet er nu ude på alle digitale platforme og ikke mindst i form af en gatefold splatter-vinyl. Lyt lige her: